marts 25, 2019 Julie Nebel Højberg

Påskeferie: Skæg med æg og smagen af påske

Påsken er lige rundt om hjørnet, og det betyder, at der er familiehygge og påskesjov på programmet her på Aarhus Central Food Market. Sæt krydderi på påsken hos Vestjyske Delikatessers pop-up bod, pynt dit eget chokoladepåskeæg, lad børnene gå på påskejagt og nyd en hyggelig påskefrokost, hvor du blandt andet kan sætte tænderne i Kählers smagfulde smørrebrød med æg og håndpillede rejer.

Der er mange gode grunde til at tage familien med på Aarhus Central Food Market i påsken. Fra torsdag d. 11. april til søndag d. 21. april har vi nemlig masser af smagfulde påskeaktiviteter på programmet:

Hyggelige oplevelser for store og små i påsken

Chokolade-workshop: Pynt dit eget påskeæg – UDSOLGT
Er du vild med chokolade eller kender du en, som du gerne vil glæde med et påskeæg? Så kig forbi Aarhus Central Food Market lørdag d. 13. april kl. 14.00, hvor du kan pynte dit helt eget chokoladepåskeæg. Kathrine Andersen Chokolade sørger for masser af påskestemning med lækker chokolade, ren marcipan og alverdens pynt og toppings – Hvem skal forkæles med det fineste hjemmelavede påskeæg? Læs mere og køb din billet her.

Pop up med pæne påskeæg
Mangler du en lækker værtindegave til påskefrokosten? Fra d. 12.-19. april kan du finde Kathrine Andersen Chokolade her på markedet. Deres pop up-bod bugner af klassisk konditorhåndværk, der er oplagt som gave – eller påskeforkælelse til dig selv og familien. Køb Katrine Andersens fine og imponerende påskechokolader med hjem – vi garanterer, at de vil vække glæde og begejstring!

Påskeægsjagt for børn søndag d. 14. april og søndag d. 21. april
Påskeharen har været forbi Aarhus Central Food Market, og han har gemt en masse lækre chokoladepåskeæg – lige i børnehøjde! Finder du et påskeæg, må du tage det med hjem eller spise det med det samme. Påskejagten foregår søndag d. 14. april og søndag d. 21. april i tidsrummet kl. 11.30-17.00. Arrangementet er gratis og kræver ingen tilmelding. God jagt!

Sæt krydderi på påsken: Pop up med Vestjyske Delikatesser
Skal du stå for påskemaden derhjemme? Skru op for smagen med aromatiske krydderier fra Vestjyske Delikatesser! Fra torsdag d. 11. april til lørdag d. 13. april kan du finde Vestjyske Delikatessers påske-pop-up her på markedet. De står klar med masser af gode råd og ikke mindst alverdens lækre krydderier, der passer perfekt til påskelammet, fiskeserveringer, karrysalaten og andre spændende retter til påskebordet.

Smagen af påske for foodies i alle aldre
Kom og smag på påsken! Hold påskefrokosten her på markedet med bodernes mange påskelækkerier. Her er noget for enhver smag – Vi anbefaler blandt andet at du sætter tænderne i disse herlige påskeretter:

  • 2 stk. smørrebrød fra Kähler Smørrebrød og en snaps for 118 kr. – serveret med en dejlig påskebryg fra Indslev Bryggeri til 65 kr.
  • Friske forårsruller fra Cháo med sprøde tempurarejer, avocado, mango, bønnespirer og spicy peanutsauce til 50 kr.
  • Prøv et alternativt take på påskens traditionelle fisk- og skaldyrsretter med lækre pinxos fra l’Cobert de CANblau: Smag den med rejer og aioli, den med røget laks, gulerod og ras el hanout eller den med spansk tortilla og krebsehalesalat til 30 kr. pr. stk.

Vi har også masser af børnevenlige menuer til familiens små kræsne munde – Prøv blandt andet:

  • Børnemenu fra Hungry Dane: Mini-burger, fries og 2 x ketchup til 59 kr.
  • Havregrød med æbler, karamel og ristede mandler fra Ske & Skål til 55 kr.
  • Skovbær-milkshake fra Fruity Foodie til 50 kr. – top op med lækker flødeskum for 7,5 kr.

Sign op til vores nyhedsbrev her og få endnu flere bud på påskeretter til hele familien. Du kan også se vores smagfulde guide til alverdens børnevenlige streetfood-retter her.

Gratis morgenyoga – Palmesøndag
Palmesøndag d. 14/4. kl. 9.00-10.15 står den på ægte velvære for din krop og dit sind. Kom med din egen yogamåtte og bliv guidet igennem en serie af energirige yogastillinger af de dygtige instruktører fra Open air yoga Aarhus. Timen er donationsbaseret og koster dig kun et kram, en øl eller 30 kr.

Tagged: , , , , , , , ,